af Morten Friis

Skandalen om nåde

ost og pølse

Gæstelisten (Lukasevangeliet 5:27-32)

Levi mødte noget vildt – noget godt og og nyt. Levi var tolder, men han mødte Jesus. ALT blev forandret. Og nu måtte han bare holde en fest. Så han sad der, sammen med sine gamle og nye venner. Helt ærligt: Det kunne de da godt have forudset. Ramaskrig!

“Hvorfor? (dirrende stemme og dyb vejrtrækning). Hvorfor sidder I der?”, spørger Farisæerne nu Jesus. “Er I blevet vanvittige?” Før vi selv surmuler over deres stokkonservative og gammeldags intolerance, skal vi nok være fair og prøve at forstå deres reaktion.

Toldere snød folk for penge. Toldere arbejdede for tyskerne romerne. Men det er ikke alt. Jøderne ventede på den dag, hvor Gud ville overvinde romerne og genetablere sit kongerige. Romerne var Guds direkte fjender. Toldere var ikke bare forræderiske skiderikker og udskud. De var Guds fjender. Så, hvordan kan Jesus, Guds søn, Messias sidde der? Gæstelisten var en åbenlys skandale! Det gav vitterligt ingen mening!

Medmindre…

Guds invitation (Lukasevangeliet 11: 37-41)

Medmindre dette var den omvendte verden! Medmindre noget helt nyt var på færde.

Og det er nok det, som sker her i kap. 5 – og også i kap 11, hvor Jesus faktisk er inviteret hjem til en af farisæerne…  Ny skandale (lyden af endnu et dybt suk). Jesus vasker sig ikke før måltidet. I konteksten svarer det til ikke at ville give hånd. Og Jesus følger trop med en rabaldertale uden lige: “I er nogle tåber! I vasker jer, polerer jeres ting, men indvendige er I urene og stinker langt væk af grådighed og det, som er værre” Bum. Hvad siger man så lige til det? Ikke noget, for Jesus fortsætter.  “Giv det, som er indeni, som almisse, så vil det være rent”.

Jesu holdning er, at det jo ikke er maden og de rituelle forskrifter i sig selv, der gør et menneske rent eller urent, men det som udgår fra hjertet. Og her kommer tolderne og Farisæerne i samme kategori. Jesus fortsætter sin skarpe formaning til farisæerne: “I læsser byrder på mennesker, som ikke er til at bære! Men selv rører I dem ikke med en lillefinger”.

Farisæerne havde bygget et eksklusivt regelsystem op, som var umuligt for den almindelige og fattige mand at leve op til – det gjorde det nemt for dem at se ned på andre og føle sig frelst og på rette kurs. Tåber. Deres invitation til Guds rige lød: Kom – når du har fået styr på dit liv. Guds invitation er helt omvendt og lyder: Kom som du er!

Jesus sagde: “Forstå nu, at jeg ikke er kommet til de raske og perfekte mennesker, men til dem der har brug for mig.” Og hvem har ikke brug for Jesus? Tilbage til kap. 5.

Grænseløs nåde (Lukasevangeliet 5)

For det altså både omvendt og temmelig nyt, det som sker. En del af skandalen omkring Levis fest var også, at man ikke måtte spise sammen med syndere og urene. For de smittede! Man blev selv uren. Inden Jesus gik til fest hos Levi, havde han mødt en spedalsk. En virkelig uren og som virkelig smitter – bortset fra, at det gjorde han ikke alligevel! Jesus rørte ham, og den spedalske blev ren… Jesus smitter. Hans kærlighed og renhed smitter. I den efterfølgende beretning ser vi, hvordan Jesus gør ren helt ind i hjertet. “Dine synder er tilgivet dig”.

I slutningen af kapitlet bliver Jesu disciple kritiseret for ikke at faste, men Jesus må forklare kritikerne, at disciplene naturligvis ikke kan faste!. Faste var at vende sig mod Gud og søge ham. Men når nu Gud sidder lige iblandt dem omkring bordet, ja – så må der være fest! De kan ikke faste, ligesom man heller ikke sætter en ny lap tøj på noget gammel tøj. Det passer ikke sammen. Det er 2 vidt forskellige verdener. For her er tale om noget nyt!

Modsat farisæernes invitation – som vi vel nok kan karakterisere, som almenmenneskelig snusfornuft – så er Jesu invitation grænseløs: Kom som du er. Jesu nåde er grænseløs og rækkes til mennesker uanset fortjeneste. Mit eget arbejde for at nå op til og fortjene Gud er aldeles spildt. Det giver mig en tryghed, som går ud over alle grænser.

Vores måltider og måde at byde mennesker ind i vores eget liv afspejler, hvordan vi tænker Gud har budt os ind i sit liv. Det er grænseløst udfordrende – og godt.

– Første indlæg i en serie om Menneskesønnen, mad, måltid med mere. Tankerne er inspireret og tyvstjålet fra Tim Chesters bog: “A meal with Jesus”. Kan evt. købes her

 

Leave A

Comment